lørdag den 28. juli 2007

Besøg, besøg, besøg....

Så blev det lørdag. Maven driller stadig, det bliver dog bedre dag for dag. Tror dog, mor og far har planer om at ringe til sundhedsplejersken mandag formiddag, for jeg burde jo nok have det bedre med maven nu, eftersom jeg har fået laktulose siden tirsdag. Det går sådan helt godt, og jeg laver nogle dejlige remoulade-bleer, men jeg græder stadig en del pga. maven, og det tror jeg, ikke mor og far har det så godt med.

I går havde vi besøg af Rasmus og Maria. Maria var stor og frodig, hun skal nemlig levere mig en legekammerat om ca. 10 uger - pt. hedder legekammeraten "Søkoen" - men det er jo bare ligesom da jeg hed Gajolen - de giver som regel et andet navn, når man først er ude og har charmet sig ind på verden. Jeg glæder mig, til Søkoen og jeg skal lege sammen. Mor og Maria har nogle farlige planer, om at de skal se Twin Peaks, når vi små sover - til det har jeg kun at se, de bliver klogere de to mødre, heh heh.

I dag har Robin og Camilla været her. De havde bryllupsdag i går, og William og Oline, mine kommende buddies, var blevet passet ude - til overnatning endda! Julelysene lyste helt op i øjnene på mor og far, ved tanken om at det rent faktisk kan lade sig gøre, og jeg tror allerede, de to planlægger alt muligt for deres bryllupsdag 5. maj - det skal jeg da nok få saboteret - jeg kan jo fx lige få tænder der, så ryger de planer. Ej, måske forbarmer jeg mig over dem, og giver dem en fridag, hvem ved.

Robin og Camilla er nogle flinke voksne. Camilla var glad, for endelig fik hun lov at holde mig, og jeg charmerede mig vist rimelig godt ind, men det er jo også lidt at leve op til, med de to søde William og Oline derhjemme - for de er også ret søde.

Nå, men dagens billede bliver mig og Camilla - ikke sidste gang jeg har siddet hos hende, det var helt rart - selvom mor og far nu også gør det godt, men man må tænke på, at hende Camilla har en vis erfaring, ik;-)

Mor har fået dyrket motion idag, det virkede hun ret glad for. Hun har også vasket en hel masse af mit nye tøj. Og gud ja, jeg har slet ikke fået fortalt jer, at mor fik nogle fritimer i går. Hun fik lov at tage ud og bruge en masse penge, hun kalder det powershopping. Jeg er glad for, at far og jeg slap for at tage med, for hende mor kan altså knalde en del timer af på sådan noget shopping. Hun tog det rimeligt køligt at være væk fra mig, hun ringede kun en enkelt gang, og da gik det så godt, at mor fuldstændig glemte tiden. Tænk, da far endelig fik fat i hende, var klokken over 18, og vi skulle jo have gæster kl.19, så mor måtte smide perfektions-genet og bestille pizza til gæsterne. Pga. min dumme mave, så smed de sig alle i sofaen, ja selvfølgelig sammen med mig, og så kiggede de film. Ja, de der voksne, de kan bare det der med at hygge sig.

Nå, jeg må rende, mor ser lidt træt ud. Hun har taget sig af mig en del timer nu, mens far har knoklet med spejlskabet i badeværelset. Jeg må vist hellere stikke hende et smil og holde op med at græde, for hun ser ikke så begejstret ud....

Ingen kommentarer:

Jeg er Nora, følg min gøren og laden, min filosoferen over livet, mine daglige gøremål og beskrivelsen af livet med mine forældre;-)