søndag den 22. juli 2007

Barselsvisit, farmands-fodbold-eventyr og ondt i mavsen

Fin, fin dag i går. "Moster" Aino og "Moster" Sara kom klokken 14. Jeg snorkboblede under æbletræet, ja, altså, det her med at holde sine forældre beskæftiget, kan jo godt gøre én lidt træt i mælet, ik. Nå, men mens hønsene snakkede om havebordet, ja så gjorde jeg klar til at charme dem. Jeg vågnede og ville have mad, og tænk, så skulle hende den lille Lilja, der var med, også have mad, så der blev ammet til den helt store guldmedalje i stuen.


Hende moster Aino følte sig ikke fristet til at få en efternøler, men det er også fordi, hun har en teenager i huset, så hun ved, hvad der venter. Mor og Moster Sara er lykkeligt uvidende om den slags. Hende Lilja, hun var spændende. Hun er 5 måneder nu, og kæmpe stor. Hun kan en masse. Smiler og larmer. Mor var meget fascineret af hende.

Omkring kl.17 drønede de af igen, og mor fik puttet mig under æbletræet igen. Jeg drillede hende dog lidt, så hun måtte ud og trille vognen rundt i haven et par gange. Så kunne hun kaste bold med Bazooka samtidig, ja, jeg forstår nemlig at få mor til at multitaske. Far var smuttet med kollega-Morten til fodbold. Vi kunne høre al larmen fra stadion, og jeg heppede i mit stille sind, for jeg skal jo være Brøndby-fan, det er stensikkert. Det hjalp dog ikke meget, for det endte uafgjort, men da far kom hjem, til mors store glæde med pizza, ja så var han alligevel glad, for jeg var jo lige klar til at charme ham.

Far, mor og Morten spiste pizza og så The Contract, mens jeg lavede en farlig ballade pga. maverumlen. Mor og far er noget bekymrede over det her med min mave, og de vil snakke med sundhedsplejersken i morgen, mandag, for de synes, det er ret synd for mig. Det sætter jeg pris på, de er nu ret servicemindede de to.

Det gik faktisk ret godt med at mor passede mig alene i de par timer, det kan hun sådan set godt finde ud af. Jeg var også ret sød i min lyserøde Babuska-sparkedragt og med min lyserød sut i munden, jeg mener, hvem kan stå for det?

Moster Aino og Moster Sara havde fine gaver med. Jeg fik et rigtig pige-tæppe, lyserødt i fleece. Mor mener, at man sikkert ikke kan få for mange tæpper. Så fik jeg den nye Lamaze-blæksprutte, den er virkelig cool, og meget bedre udformet end den gamle røde blæksprutte, de har i handelen. Jeg fik også en Lamaze-påfugl, den vil mor dog bytte, da jeg lige har fået et Lamaze-musikspejl, og de to ting minder lidt om hinanden. Hun synes i stedet, at jeg mangler en Lamaze-barnevognsrand, så nu ser vi, hvad hun finder ud af. De to dejlige damer havde også en gave med til mor, hun fik en natkjole, tænk, at de lige vidste, at hun havde brug for sådan én, når nu hun storker rundt om natten, for at lave mad til mig. Det var smart, og det var ret sødt af dem at tænke på mor også.

I nat fik mor lov at sove et par timer på sofaen, mens far tog sig af mig, jeg havde nemlig lidt svært ved at sove pga. den dumme mave. Senere hoppede far ind på sofaen, og mor overtog mig. Så jeg har sovet fint på brystet af begge mine forældre i nat. Jeg forstår altså at kringle den, fikst ik.

Nora, nu 17 dage, venter stadig på kravlegård og bad, og har tabt navnestumpen, endelig;-)

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Hej "mosters" dejlige lille Nora - nå nej, du er jo en stor pige nu :-) Det var skønt endelig at få dig at se, efter alle de måneder i din kære mors mave - også selvom du, som en af de få, følte for at snyde moster Aino til at tro, du var en dreng - men ved du hvad - du er for længst tilgivet :-)
Tak for visitten - glæder mig til at se dig igen - der skal jo ikke gå for længe imellem, du har garanteret tænkt dig at vokse med lynets hast - det gør I jo sådan nogle børn - se bare... Sonny er lige blevet 18 år og han var lige 10 år for et øjeblik siden, så vi skal bare have nydt nogle skønne øjeblikke.
Mange knus til dig, mor og far - og selvfølgelig også til moster Sara og Lilja og hundebebserne.
Knus
moster Aino ;o)

Grith Lygum Siewertsen sagde ...

Moster Aino: Tak du, jeg synes også, at du er skøn;-)

Jeg er Nora, følg min gøren og laden, min filosoferen over livet, mine daglige gøremål og beskrivelsen af livet med mine forældre;-)